mandag den 10. september 2012

Sladderens tid – Eller Folkekirken som sladderfrit område



   Af Kjeld Holm, Biskop, Århus.
Sladderens tid – Eller Folkekirken som sladderfrit område:
I 1931 skrev Poul Henningsen en vise til en revy i Riddersalen om det, han kaldte den offentlige mening. Baggrunden var, at der i København gik rygter om, at en navngiven skuespillerinde havde stået i forhold til en hund. ”Det blev hvisket i et selskab, / De har hørt det på en trappe, / De var sikkert selv til stede, /da historien blev fortalt Dem”. Og visen slutter hvert vers med at sige, at sladderen jo blot udtrykker den offentlige mening. Og så ender PH med at sige til dem, der er høje, hellige, moralske, fine folk og samfundsstøtter, brave borgere og venner, ”I som altid vasker hænder.. / Tag og rend mig i den offentlige mening!”
I dag bliver det ikke blot hvisket i et selskab, i dag er det på forsiden af alle aviser og i TV i lange baner: måske er statsministerens mand homoseksuel. Nuvel, det var statsministeren selv, der gik ud for at
dementere historien, men som alle er enige om, det var for at komme denne sladder i forkøbet. Intet medie ville have holdt sig tilbage, hvis skatterevisorens påstand ville være kommet frem i en kommission.
Det har været almindeligt i England og i andre lande, sladder som forsidestof. Man troede blot – naivt – at det ville vare længe, før det også var vilkåret i Danmark. Men nu er sladder altså også blevet et emne i den politiske journalistik. Vi har vidst det længe ganske vist, at Christiansborg ikke alene er lovgivningens sted. Det er også en sladderbule. Politikerne sladrer om hinanden og til journalisterne, og sidstnævnte sladrer indbyrdes, Krause-Kjærs ”Kongemordet” er mere virkelighed end fiktion. Og man anfægtes i forhold til lovgivningsmagtens integritet.

Alligevel kommer det bag på én, at sladderen nu for alvor er forsidestof, og det før borgerkrig i Syrien, ungdomsarbejdsløshed herhjemme og andre dybt alvorlige emner.
Der er altid blevet sladret, hvor mennesker er. Kirkefolket har ikke holdt sig tilbage. Jeg erindrer valgkampen, da jeg blev biskop i 1994. Jeg hørte kun selv en brøkdel af det, der blev hvisket, givetvis både ved konventer, menighedsrådsmøder og ved kirkekaffen, men den brøkdel var ubehagelig nok. Det gik op for mig, hvor rigtigt det var, da min gamle lærermester og nære ven, Johannes Sløk engang sagde, at sladder altid er løgn, selv om den siger den skinbarlige sandhed. For kendsgerningen er, at overfor sladder er man magtesløs, der er ingen man kan argumentere imod, thi man er oppe mod en ansigtsløs mængde, og man er oppe mod antydningen, som ingen vil stå til ansvar for. Ingen skal stå til ansvar for konsekvenserne, for eksempel i forhold til statsministerens børn. Sladderens tid er virkelig også en ulækker tid. Og sjældent gør vi os nok klart, hvilke uhyrlige konsekvenser, den har for de mennesker, den går ud over. Som sagt har sladder altid eksisteret og vil altid gøre det, men ligefremt at eksponere den og finde den væsentlig er også udtryk for et sygdomstegn ved en kultur.

Lad mig derfor stille et forslag. Måske også aktuelt her op mod et menighedsrådsvalg. Overskriften kan være, hvad baron Vor Rütker siger til Ingeborg Skjern i MATTADOR, da hun fortæller ham, at hun da godt ved, at der sladres om hende i Korsbæk, ”ja, hjemme hos os sladrer vi nu ikke!” Han er jo en af de virkelig sympatiske skikkelser i denne elskede serie og derfor også lidt af en rollemodel, som det jo hedder i et nutidens sprog. Den position må han gerne få igen, nu hvor serien snart genudsendes.

Tænk sig, at vi også ville kunne sige det om og i Folkekirken, ”hos os sladres der ikke”. Da taler vi nemlig om det væsentlige, om nåde og næstekærlighed, om sorg, glæde og håb. Vi har slet ikke tid til at beskæftige os med folks seksualitet. Vi forudsætter i øvrigt også, at mennesker er ærlige og mener, hvad de siger, og eventuelle skattesnydere er også hjertelig velkomne i Guds hus”.

Forholdet mellem kirke og samfund er vel netop dette, at kirken er et frirum, hvor den indbyrdes rivalisering og forsøg på at komme hinanden til livs er suspenderet, og denne menneskelige brist er sladderen jo netop et symptom på. I kirken kan vi få lov til at være de mennesker, vi nu engang er og finde en trøst og glæde i den formulering, som skyldes Tage Skou-Hansen, at det ikke er nogen brist ved verden, at den er mangelfuld.
Så kunne det tænkes, at vi bagefter gik ud i verden og opførte os ordentligt. Forholdt os til de andre som medmennesker og ikke som sladderobjekter. Og oven i købet ville det måske være lettere at være landets statsminister, fordi hun kunne få tid til at beskæftige sig med det, det kommer an på.

Vil du bygge en hjemmeside

Skal du bruge en professionel email-adresse? Billigt webhotel perfekt til at starte en blog eller en hjemmeside på Surftown.

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Version2