fredag den 2. november 2012

Det religiøse sprog – et alternativ?

Det religiøse sprog – et alternativ?:
af Kjeld Holm, biskop, Århus Stift

Så er folketinget i arbejdstøjet igen. Statsministeren har holdt sin åbningstale, og den er – igen – blevet pillet fra hinanden af oppositionen, et ritual, indimellem noget trættende, men sikkert vigtigt nok som markering af, at vi lever i et demokrati, hvor vi ikke behøver at være enige. Af og til kan man dog ønske, at man sænkede paraderne og søgte fælles løsninger på de store problemer, som det danske samfund har. Men det samarbejdende folkestyre er mere ord end realitet, desværre!

Dagen for åbningstalen opholdt de elektroniske medier sig på Christiansborg den ganske dag. Der blev diskuteret og analyseret, myter blev til og flere end dem, der blev aflivet. Det er så vist også et ritual.
Jeg har ikke noget imod ritualer, tværtimod, men de skal naturligvis helst give mening. Der skulle gerne være en bagvedliggende virkelighed, de referer til. Og det er så min pointe, at det er som det politiske og journalistiske sprog, hvor sidstnævnte intenderer at forholde sig til det første, kører i tomgang. At ordene har taget magten, at sproget er blevet til remse, dog uden den fantasi og humor, som for eksempel børnerim kan udtrykke. Hvad det så skyldes, kan man overveje. Måske kommer den nu just fyldte 85 årige Frederik Dessau sandheden nærmest, når han i sin bog, ”Radio dage” fra 1999 skriver: ”Medieverdenen, som afspejler samfundet, er både en skueplads, hvor mange retter deres opmærksomhed mod et fåtal, og et panoptikon, hvor et fåtal overvåger de mange og bestemmer på deres vegne”. Når den politiske og journalistiske verden bliver de fås henvendelse til de mange, går sproget i selvsving, for der er ingen, der afbryder. Og der informeres ikke i første række, der skabes en stemning. Når der tilstrækkelig mange gange er blevet sagt ”løftebrud” eller ”kickstart” har ordene i virkeligheden skabt, hvad de nævner, ikke en realitet, men netop en stemning.
Men der er også et andet sprog, det, vi plejer at kalde det religiøse sprog, og det siges jo om det, at det gør præcist det samme, nemlig skaber, hvad det nævner. Men unægtelig på en anden måde! Dette sprogs skaberevne hænger sammen med, at det selv taler. Det er ikke mennesker, der ”skal finde på” noget at sige. Det er sagt, og det eneste, præsten og menigheden skal, er at gentage. Enhver, der bare er nogenlunde fortrolig med dåbsritualet ved på forhånd, hvad der bliver sagt ved en barnedåb i vor kirke. Der er ingen overraskelser, med mindre præsten i en overdreven pædagogisk ambition finder det nødvendigt at ”oversætte”. Det falder sjældent heldigt ud!
Det betyder så, at vi i kirkerummet og ved det religiøse sprog standses i vores evindelige foretagsomhedsiver. Vi kan tværtimod finde ro i de allerede sagte ord. Men derved skabes der, hvad der nævnes på en helt anden måde end i politiker- og journalistsproget, thi der skabes en opmærksomhed på det allerede givne og sagte, det virkelighedsnære, ikke en information om, at et barn er født, men at det er et menneske, hvis liv altid og under alle forhold vil være forbundet med at være et levende håb. Tænk, hvis en politiker en dag ville sige fra folketingets talerstol, at vi ikke må glemme, at selve det at være menneske er at være et levende håb! Hvad ville det betyde for mennesker, der af den økonomiske krises vilkår er blevet belært om, at det hele er ret så håbløst? Det religiøse sprog forlænger ikke dagpengeperioden, det skaber ikke flere jobs, det erstatter ikke et underskud på de offentlige finanser med et overskud, men måske kan det give den nedvurderede mod til at rette ryggen og til sig selv sige, ”du er god nok. Der er også brug for mig”. Det kan godt være, at han eller hun har stået uvirksom på torvet hele dagen, men Gud vil ikke, at nogens evner eller muligheder skal gå tabt, så derfor kommer han ved fyraften og siger, ”jeg har også brug for dig”!
Men udtrykket ”at være et levende håb” har ingen hjemstedsret i det politiske sprog. Det må man nok acceptere, men desto vigtige er det, at det siges et andet sted, i kirkerummet, i sjælesorgen, i kristendomsformidlingen generelt. Og så kan man jo altid begynde at overveje, hvad der vil ske, hvis engang politikersproget og mediesproget bliver totalt dominerende, hvis Clement Kjærsgaard alene skal føre ordet. Så vil vi – med Grundtvigs ord – kun kunne tale om folk og fædreland som ”mængde, muld og strand”, og da vil det også være således, at
tant er og hvert ord, vi tale
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.
Så dør et alternativt sprog, og det vil være værst for os.

Vil du bygge en hjemmeside

Skal du bruge en professionel email-adresse? Billigt webhotel perfekt til at starte en blog eller en hjemmeside på Surftown.

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Version2