torsdag den 14. februar 2013

“Ualmindeligt opmuntrende”

“Ualmindeligt opmuntrende”:
Kjeld Holm 1 besk
Biskop over Århus Stift, Kjeld Holm, hilser en ny undersøgelse velkommen, som viser, at livet omkring folkekirken er langt rigere og nuanceret, end kirken ellers ofte får skudt i skoen. Undersøgelsen er lavet i Århus Vestre Provsti på lokale kræfters intitativ. Den udspringer af lokalt engagement og ikke af krav fra central, kirkelig side. Og det ser biskoppen som en ubetinget styrke.
Af Martin Høybye

Der har tidligere været stor debat blandt landets biskopper, og mellem biskopperne og Ministeriet for ligestilling og Kirke, om, hvorvidt man skal lave kirketælling og registrere, hvor mange brugere den enkelte kirke har. Fra første færd har biskop Kjeld Holm været af en anden holdning end sine kolleger, da han er imod at skulle udstikke dekreter af den type fra centralt hold.
“Vi har haft en vældig debat om kirketællinger. Og jeg har sat hælene i og sagt, at det vil jeg ikke være med til. Jeg har intet imod, at man lokalt foretager kirketællinger, men jeg vil ikke diktere, at alle kirker og sogne rundt omkring i Århus Stift skal foretage dem. Jeg tror simpelthen ikke på, at det ville give det rigtige billede,” forklarer Kjeld Holm.
Det handler blandt andet om ejerskab og om den lokale forankring, hvor det er de mennesker, der kender forholdene i det enkelte sogn, som bedst kan vurdere, hvordan man får alle nuancer med.
“Når en undersøgelse som denne bliver sat i værk i kraft af lokale intitiativer, og alle detaljer kommer med, synes jeg, det fungerer rigtig godt. Ejerskabet bliver et andet, når man forankrer noget sådant lokalt,” siger biskoppen.

Folkekirken bliver brugt

Man kan sige, at undersøgelsens resultater, der blandt andet viser stor søgning til sognenes sognegårde fra udefrakommende aktiviteter som kor, filmaftener og andet, på sin vis falder som en appelsin i turbanen for biskoppen, der da også er begejstret.
“Resultatet er ualmindeligt opmuntrende. Århus Vestre Provsti er ikke det sted, der har flest folkekirkemedlemmer, da der er mange indbyggere af en anden nationalitet og med forskellige kulturelle baggrunde. Alligevel er tilslutningen til det folkekirkelige miljø stor. Jeg er kommet meget i de forskellige sogne i Århus Vest, og jeg har altid oplevet en vældig opbakning til arrangementerne, så det kommer ikke bag på mig. Men nu har vi altså også fået tal på, at folkekirken bliver brugt, og at den er meget bedre folkeligt funderet og placeret end så mange andre kulturelle institutioner,” fortæller Kjeld Holm.
Og undersøgelsen er med til at placere folkekirken der, hvor biskoppen i virkeligheden helst ser den. Nemlig som en institution, der ikke kun har et kirkeligt, kristent indhold men også har et stærkt folkeligt indhold. Initiativtagerne til undersøgelsen er provst i Århus Vestre Provsti, Esben Andersen og medlem af provstiudvalget samme sted, Poul Langagergaard. De laver til slut en sammenligning med topfodbold, hvor der, ifølge deres opgørelse, kommer langt flere til de folkekirkelige tilbud, hvis man omregner tallene til landsplan. Skaleret til landsplan kommer der nemlig ni gange så mange i kirkelige tilbud, som der kommer til superligafodbold. Nogle kan mene, at det er at sammenligne pærer og bananer, og forfatterne understreger også, at sammenligningen blot er skal tages som en illustration, der kan sætte tallene i relief.

Små sogne kan være førende

Og dykker man ned i tallene, viser der sig at være flere interessante parametre, som bliver tydelige. Fx fremgår det lille landsogn Lyngby som et af de mest aktive, når man tager højde for indbyrdes størrelsesforskelle, og man kan se, at de i Hasle er gode til at engagere de frivillige kræfter set i forhold til lønnet personale.
Kjeld Holm hæfter sig ved, at man netop kan sammenligne de enkeltes styrker og kompetencer, så man kan se, hvor man fx ville kunne lære noget ved en erfaringsudveksling. Og at det er den slags nuancering, den lokale forankring gerne skulle borge for.
Over en bred kam bliver det tydeligt, at kirken bliver brugt i en mangfoldighed af sammenhænge fra babysang over voksenundervisning til koncerter og foredrag.
“Hvis undersøgelsen kunne være med til at stoppe noget af al jammeren og klagen, og hvis den også kunne være med til at stoppe nogle af myterne om de tomme kirkebænke, som bliver gentaget igen og igen, uden sagen har været undersøgt, så vil det glæde mig meget,” siger biskop Kjeld Holm.
Undersøgelsen af brugen af menighedslokaler og sognegårde i Århus Vestre Provsti kan findes på provstiets hjemmeside: www.aavp.dk under ‘Download,’ hvor der er også er grafisk materiale, som illustrerer tallene, der blev indsamlet i løbet af 2012.

Seneste nyt fra Lokalavisen Aarhus

Avisen.dk - Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Avisen.dk

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Version2