mandag den 11. marts 2013

Kirken og kapitalismen


Kjeld Holm
Kirken og kapitalismen:
Økonomisk krise og liebhavervillaer – er folkekirken demokratiets sidste bastion? Læs biskop Kjeld Holms klumme om kristendom og kapitalisme i Kristeligt Dagblad her
Af Kjeld Holm, Biskop, Aarhus
For nylig var jeg til et møde, hvor de fleste var erhvervsfolk, herunder ikke mindst mennesker fra det, der nu om dage hedder den finansielle sektor. Et yderst fornuftigt og tiltalende menneske, med stor forstand på blandt andet bankvæsen, redegjorde pædagogisk for forskellen mellem tidligere tider og nu – netop, hvad angik udviklingen fra den lokale sparekasse til vore dages storbanker.
Dengang betød det, at man havde sine penge i sparekassen og lånte i den, og så var det tilstrækkeligt til, at denne institution for den gensidige solidaritet kunne løbe rundt. Den skulle ikke tjene penge til sig selv, den var en ramme for lokalt hverdagsliv og udvikling. Den lokale sparekasse havde derfor også en etisk profil.
Det har nutidens storbanker ikke på samme måde. Det betyder ikke, at de ikke støtter det gode lokale liv. Idrætslivet nyder for eksempel virkelig godt af uddelinger fra diverse bankfonde. Men banken ejes ikke af sparerne, men af aktionærerne, og succesen er, at disse tjener penge.
Den nu så kriseramte bankverden er et billede på samfundet af i dag, og konsekvensen af en udvikling, som har bragt velstand med sig, arbejde og et udelt mere behageligt liv, end det blevet levet førhen, indtil det hele brasede sammen i 2008, som det gjorde i 1929. Det er blevet sagt så mange gange, så det truer med, at blive monomant, men ikke desto mindre ved vi alle i dag, at det var til at forudse. Jeg erindrer mig endnu en samtale med en dame, da der i 2007 var Nordisk Bispemøde i Island. ”Det er kun et spørgsmål om tid, så falder det hele sammen”, sagde hun. ”Man kan ikke leve overdådigt for penge, man ikke har”. Men det troede netop nogle unge fremadstormende islandske spekulanter, og alle vi andre måske med! Dybe kriser er indbygget i selve det kapitalistiske system. Det behøver man ikke at være marxist for at indse. Akkurat som grådighed, begærlighed og spekulation også er indbygget i selve systemet. Og at bagsiden hedder snyd fra kontantmodtagerens side, for samfundet er ikke hans, det er netop systemets. Eller det hedder, megalomani, der betyder storhedsvanvid, altså at kun det store er godt nok.
Og nu er vi så midt i en krise, med arbejdsløshed, mennesker, der må gå fra hus og hjem og megen anden elendighed. Det forunderlige er imidlertid, at meget, meget få overhovedet anfægter selve systemet. Selv den nuværende centrum-venstre regering kender kun den medicin at speede selve kapitalismen op. At spare på kontanthjælpen og nægte at medvirke til en skat på økonomiske transaktioner, som ellers selv Angela Merkel går ind for. Så kan man nok så mange gange kalde det at være liberal, det handler om at tjene penge, og jo flere, jo bedre. Tjener jeg meget, kommer det også naboen til gavn, for så skaber jeg også nye arbejdspladser, en lidt særegen og ikke ganske holdbar logik. De sociale forskelle i USA, også da det gik allerbedst, vidner om, at markedsøkonomien kan meget, og meget godt, men ikke alt. Langtfra!
Jeg argumenterer ikke for et socialistisk samfund. Sporene skræmmer, men jeg nægter at acceptere, at vort samfundssystem skal være hævet over anfægtelser og kritik. Af og til spørger jeg derfor mig selv og andre, om kirken er det sidste sted, hvor andre holdninger end jubel over systemet kan komme til orde. Her tænker jeg ikke på den enkelte præsts politisk holdninger, og jeg argumenterer ikke generelt for en politisk teologi, selv om en sådan også kan have sin berettigelse, både her og som den havde det i Latinamerika, indtil den nu så agtede, afgående pave, ret så effektivt fik bremset den dér. Den politiske teologi kunne godt fortjene en genoplivning.
Som den sidste institution i det danske samfund fastholder folkekirken de små enheder, sognet med den lokale kirke, præstegården, graveren med det lokale kendskab, og at holde gudstjeneste, selv om der måske kun er fire i kirke en søndag. Og på prædikestolen forkynder præsten forhåbentlig, at lykken ikke ligger i, hvor meget man har tjent på sine aktiesalg (i øvrigt tomme værdier, som ikke afspejler andet end et lukket system, der stort set ikke har ret meget med virkeligheden at gøre, præget som dette marked er af mani, og ikke så sjældent også af hysteri).
Det gode liv beror ikke på aktier, men på evnen til at se bort fra sig selv, hen til det andet menneske. Også til den, der ikke ejer aktier, også til ham eller hende, der er på kontanthjælp. Det beror også på at kunne turde kritisere grådigheden og konkurrenceevnen, og at turde sige, at der er en anden lykke, end den millionvillaerne i ”Liebhaverne” afspejler. Jeg er ret sikker på, at Jesus ikke gad leve i én af dem.

Seneste nyt fra Lokalavisen Aarhus

Avisen.dk - Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Avisen.dk

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Version2