torsdag den 11. april 2013

Mellem åbenhed og angst

Mellem åbenhed og angst:
kjeld udkommer 12. april 2013. Bettina Heltberg har fået lov at smuglæse bogen for at anmelde bogen for Politiken. Her følger hendes anmeldelse af den, der også kan læses i dagens udgave af Politiken
Af Bettina Heltberg
Det var da ærlig talt et held, at Kjeld Holm blev valgt til biskop i Århus Stift i 1994. Hans synspunkter er præcis, som hovedparten af menigheden i den danske folkekirke synes om det: grundtvigsk livssyn, menneske først, kristen siden, fokus på kirkens strømning af tolerance og medmenneskelighed, sympati for alt, hvad der er udsat og fornægtet, debatterende og engageret i tidens spørgsmål, og desuden først og fremmest i stand til og forpligtet på at tale imod synspunkter i tiden.
Kirken som en uundværlig del af samfundet, vores fælles adgang til evighed og til trøst. Lyder det en smule tilforladeligt? Ja, det gør

Biskop Kjeld Holms anden erindringsbog “Man lever af det man får skænket”
Enhver erindringsskriver arbejder også ud fra en anfægtelse, en rugende tvivl om meninger og hensigter. Det er skismaet mellem eksistens og folkelighed, mellem politisk engagement og teologi, som er Kjeld Holms mærkesag.

Han beskriver i indledningen af sine erindringer den modvilje, han som ung følte mod grundtvigianismens selvtilstrækkelighed. Han længtes efter at forene Karl Marx med Søren Kierkegaard, at finde en mening, der ikke kun var konservativ kristen stadfæstelse. Så drog han til grundtvigianernes højborg, Liselund ved Slagelse, for at holde foredrag. Hans gode ven teolog og filosof Jørgen K. Bukdahl (alt for tidligt død) spurgte ham, om han vidste, hvad der skulle stå på gamle Bukdahls (litteraten Jørgen Bukdahl, red.) gravsten i Askov. Det vidste Kjeld Holm ikke.

»Han talte aldrig på Liselund!«, var svaret. Holms foredrag blev da heller ikke nogen udpræget succes. Kjeld Holm var tidligt for meget et politisk dyr til at lade »verden passe sig selv«, med professor Sløks ord. ERINDRINGSBOGEN er bygget op omkring dette stadige forhold – eller misforhold – mellem folkelighed og kristendom, som måske ikke løses så let i intellektuelle teologiske forsamlinger. Hvorfor er skolepolitik og skattepolitik vigtig i evighedens øjne, og hvorfor skulle den ensomme sindslidendes død røre os lige så virkeligt som den højt meriteredes bortgang? Ja, hvorfor dit og hvorfor dat?

Kjeld Holms forløsende svar kommer af sig selv, i og med det, han skriver om mennesker og venskaber. Der er ikke én negativ omtale af noget menneske. Omgangen med mennesker, hans engagement i en mængde sammenhænge har simpelt hen foræret ham (på teologisk hedder det altid ’skænket’!) en bevægelig, men bestandig vished om, at teologi og politik hører sammen, at man ved at være med har taget en intellektuel beslutning – der er forvandlet til praktisk sandhed.
Han var ulønnet hjælpepræst i den lille hvide Vejlby Kirke, der dengang lå ude på landet. Så blev han præst i Ellevang Kirke og fortæller levende om møder med foredragsholdere og gæster. Her er en hel kavalkade

af medborgere, levende og døde, som var med til at holde kirkelivet oppe, f.eks. et portræt af forfatteren Martha Christensen, en tiltalende og vemodig kvinde, som minder ham om resignation.

Han citerer den svenske digter Nils Ferlins ’Inte ens en grå liten fågel’ og erkender, at skønhed ikke altid kan overvinde resignation. Han møder Peter Seeberg, og han funderer over Jens Otto Krags skæbne efter 1972. Han køber ’Krags dagbog 1971-1972’ og fascineres af dobbeltheden »af et menneske, der med hud og hår var politiker, men alligevel meget mere end det«.
Jeg kan ikke lade være med at sætte et forundret kryds. Vi andre siger jo altid helst om Krag: »Men alligevel meget mindre end det«. Og sådan er der andre portrætter, som overrasker, og som huskes. Hvem er det,

som er »lysende intelligent og dog med et engagement indrammet af en dyb og hjertelig medmenneskelighed«? Det er såmænd Helle Thorning-Schmidt, som han møder i Nævnet for Etnisk Ligestilling. At nævnet blev nedlagt i 2002 på Dansk Folkepartis forlangende som led i finanslovsforhandlinger er ikke det, Kjeld Holm er mest sympatiserende med.
Kjeld Holm bliver biskop, og han må acceptere sit eget dobbeltsind, flydende og fast, bevægelig og ubevægelig. Han har ikke nogensinde oplevet brud med venner, men måske opbrud med sig selv.Hvad der, totalt befriende, mangler i hans bog er – bornerthed.

BETTINA HELTBERG

bettina.heltberg@pol.d

Seneste nyt fra Lokalavisen Aarhus

Avisen.dk - Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Avisen.dk

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Version2