onsdag den 26. juni 2013

Ydmyghed og kærlighed

Kjeld Holm 1 besk
Af Kjeld Holm, Biskop, Aarhus
I marts måned havde jeg den glæde og ære som Den danske Folkekirkes repræsentant at deltage i indvielsen af den nye ærkebiskop i Canterbury Katedralen, overhoved for verdens tredje største kristne trossamfund, den anglikanske kirke. Det var naturligvis en oplevelse, også i anderledsheden i forhold til, hvad vi er vant til her i landet.
Og så sad jeg der i denne kæmpemæssige domkirke, som Århus Domkirke kan stå inden i mindst to gange. Eller vi stod nu mest. Det var faktisk kun under diverse prædikener, at vi sad. Og det varede alt sammen mange timer.
Og så gik det mig – som for enhver anden kirkegænger af og til. Jeg begyndte at kede mig lidt, men besindede mig. Jeg prøvede på at høre efter, hvad der blev sagt, og det lykkedes også, men så kom jeg alligevel til at tænke på noget andet. Det, jeg hørte, kunne stadig ikke helt ud fange min opmærksomhed. Der blev stort set udelukkende talt om kirken med stort K, mange gentagelser, og Gud og Jesus blev dårlig nok nævnt.

Men pludselig randt det mig i hu, at jeg sad i det rum, hvor et af de mest fascinerende stykke dramatik i det 20 århundrede udspiller sig, nobelpristageren og den modernistiske poesis første og måske største repræsentant, T.S. Eliots værk, Mordet i domkirken udspiller sig.

Om ærkebiskoppen Thomas Becket, der oprindelig havde været kongens tro følgesvend og svirebroder, og som just af kongen var blevet sat til at kontrollere den opsætsige kirke.

Men så sadlede han om og blev en kirkens mand og modsatte sig kongens magt og vilje. Således blev England en del af den såkaldte investiturstrid, som prægede middelalderen. Kampen mellem kongemagt og kirke. Og kongen lod ham dræbe foran alteret i Canterbury Katedralen.

Det egentlige drama i dette stykke uforlignelige teater er imidlertid Beckets kamp med sig selv, inden han myrdes. Akkurat som Vor Herre i ørkenen fristes han. Han fristes af verdslig magt og ære, og nydelse sammen med kongen. Han fristes til at vælge side for de oprørere, som bekæmper kongen, for dermed kan han måske blive Englands mægtigste mand og måske også være med til at skabe et mere retfærdigt samfund. Han fristes af at holde sig udenfor og nyde livet i al dets luksus. Eller han fristes af martyriet, for derved at blive æret og ophøjet i himlen.

Han modstår alle fristelser, for Gud kræver en ting af ham, at hans skal blive til intet for Gud, så at sige være ingenting. Det går op for ham, at enhver fristelse handler om at være noget eller være meget i egne, verdens og Guds øjne. Men han er intet, går det op for ham, en der ikke har andet end Guds kærlighed. Og så hedder det i stykket: ”Guds velsignelse, ensomheden i Guds nat, overgivelsen, der kræves, tabet, der påføres os; vi frygter hånden på ruden, ilden i stråtaget, den knyttede næve i kroen mindre, end vi frygter Guds kærlighed”.

Således formuleres det i Eliots stykke af et kor af rengøringskoner. Vold og voldtægt, ildløs, al menneskelig nød og elendighed er for intet at regne mod det frygtelige i Guds kærlighed, for den forlanger, ja, den er identisk med, at mennesket er intet, er slet ingenting – og det er uudholdeligt. Men det er dog det, der er kristendommens konsekvens. I følge Eliot.

Eliot stræbte i sin digtning og i sit liv efter ydmygheden, for derved at kunne blive til for Gud. Han var et barn af den tid, der havde oplevet den menneskelige magtbrynde, når den er værst. Den havde kastet verden ud i to altødelæggende krige. Den havde frembragt atombomben. Den havde betydet undertrykkelse af den tredje verden, racisme og nye diktaturer. På den måde er der intet at sige til, at Eliot ikke kunne fæste lid til menneskelig formåen og så en overlevelsesmulighed for verden i ydmygheden, at blive til intet for Gud.

Der er gået mange år, siden Eliot skrev Mordet i domkirken. Der er gået mange år siden, han døde, et plaget menneske, der først til sidst i sit liv ved sit andet ægteskab fandt glæde og forsoning. Virkeligheden er blevet en anden. I dag er det måske ikke menneskelig hovmod, der fører det store ord. Måske er det konkurrencesamfundets idelige skaben nederlag, tabere, som det hedder, der er vilkåret. Ydmygheden frembringes ikke af Guds kærlighed, det klarer samfundet fint.

Gik Jesus rundt og krævede ydmyghed? Somme tider jo, men sjældent. Kun når det handlede om den selvoptagne og selvsikre farisæer. Som oftest var det taberen, nederlagets menneske, som han var opmærksom på. Det var ham eller hende, han tilsagde Guds kærlighed. Så det menneske rettede ryggen og turde være, hvad det var.

Guds kærlighed er ikke overanstrengelsens ydmyghed, men glædens trodsige accept af, at det nytter noget at være menneske, at hver og én kan gøre en forskel. Ikke taberens vilkår, men håbets og troens livsmod.

Kilde: aarhusstift.dk

Seneste nyt fra Lokalavisen Aarhus

Avisen.dk - Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Avisen.dk

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Version2