lørdag den 24. august 2013

HVOR BLEV BILLEDKUNSTEN AF?

HVOR BLEV BILLEDKUNSTEN AF?
Der er grundlæggende mange ting at glæde sig over, når man arbejder indenfor det kunstneriske og kulturelle område i Aarhus. På mange måder kan man sige, at kulturen har medvind. I hvert fald i ord og holdninger.
Ikke mindst kulturhovedstadsprojektet har sat kulturen højt på den politiske dagsorden, men også regionen har gennem store partnerskabsinitiativer løftet det kulturelle område til nye højder.
At kunst, kultur og kreativitet er mere en udsmykning og underholdning, er der mange af os, der her vist og sagt i mange år, men det skal ikke afholde mig fra at glædes over, at der nu også er bred politisk enighed om, at prioriteringen af kunsten og kulturen er en væsentlig faktor for byens og erhvervslivets vækst og udvikling.

Byrådets partier har lige indgået et forlig omkring de kommende års kulturpolitik. Her lægges der ikke skjul på, at Kulturhovedstad 2017 er pejlemærket for kulturpolitikken årene inden. Det er helt selvfølgeligt og klogt. Det har jeg også givet udtryk for, da vi indsendte høringssvar til Kulturudvalgets udkast til kulturpolitik.

Det, der så alligevel giver mig anledning til at skrive dette indlæg, er, at jeg alligevel er blevet lidt skuffet over den endelige aftale.

Min første tanke var: Hvor blev billedkunsten og den billedkunstneriske talentudvikling af i kulturaftalen?

Det er altid problematisk, når kulturinstitutioner lader den indbyrdes brødnid få frit spil. Jeg vil derfor også ønske alle de, der er betænkt i aftalen tillykke. Jeg ved, at de alle vil få det bedste ud af de bevillinger, de nu har sikret sig. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at scenekunsten blev aftalens store vinder med 7 millioner ud af de næsten 11 millioner aftalen disponerer over. Billedkunsten ligner desværre  den store taber.

Det billedkunstneriske område er måske tænkt ind i aftalen omkring Kunst i byrum. Men er billedkunsterne også tænkt ind. Det fremgår ikke helt klart af aftalen, om midlerne er til at organisere initiativet, til at støtte kunstnerne eller til at anskaffe kunst. De 200.000,-kr om året, der er afsat til Kunst i byrum, er i hvert fald hurtigt brugt. Endda hvis de skal bruges til kun et af de områder, jeg nævner her.

Når man arbejder med billedkunsten, så ved man, at den prioritering, som også fremgår af kulturaftalen, ikke er en ny problemstilling. De første reaktioner, jeg var vidne til blandt billedkunstnere var da også en slags mat resignation. Billedkunsten har det ofte svært i kulturpolitiske bevillingssammenhænge. Hvorfor det er sådan, er der måske flere grunde til.

I 80’erne arbejdede jeg selv i byen som billedkunstner. Fra den tid kan jeg huske mine anstrengelser for at finansiere mine projekter og få råd til at skabe ro til at udvikle og arbejde.  I slutningen af samme årti, arbejdede jeg sammen med en række af de eksperimenterende performancegrupper, som byen kunne glæde sig over den gang. Til min overraskelse var det langt lettere at skaffe midler til produktion og udvikling inden for det miljø. En del af forskellen lå i, at scenekunst har en anden synlighed. Der optrædes, der annonceres, der tilbydes fælles, sociale oplevelser. Det er på mange måder en udadvendt kunstpraksis, der måske også har kunstnere med en mere ekstrovert attitude.

En anden del ligger i organiseringen. Scenekunsten er langt bedre organiseret. Dans, teater, performance er oftest organiseret i ensembler og grupper. Min oplevelse i 80’ernes performance miljø var, at det var langt lettere at finde ressourcer til at søge penge, at kontakte nøglepersoner, kommunale embedsmænd og politikere, uden at produktionsflowet og ideudviklingen gik tabt.
Til sammenligning findes der ikke ret mange organiserende miljøer inden for billedkunsten i byen og  regionen. Det hedengangne Kunstnernes Hus, var et forsøg og et eksempel. ProKK, professionelle kunstere og kunsthåndværkere er et andet. Det sidste synes også at være i krise, efter at der er givet afslag på ProKKs seneste store udstillings- og udviklingsprojekt.

Organiseringen af billedkunstområdet, er ikke kun en nødvendighed for at skaffe sig kommunale kulturmidler. Det er også helt afgørende for billedkunsten selv og det politiske ønske om høj kunstnerisk kvalitet. Hvis vi vil noget med billedkunsten i Aarhus, så må vi til af finde måder at sikre en bedre organisering og finde bedre måder at sikre ro til udvikling og produktion.

En anden trist oplevelse i læsningen kulturaftalen er, at det, der ellers så ud til at være et fornyet fokus på billedkunstnerisk talentudvikling: de billedkunstneriske grundkurser, BGK’erne , er blevet skrevet ud af den endelige aftale.

BGK er et tilbud til unge, der gerne vil arbejde lidt mere med billedkunst end de muligheder, de tilbydes i forbindelse med ungdomsuddannelserne. På den måde får de udviklet deres talent samtidig med, at de evtuelt gør sig klar til en af de kreative uddannelser inden for design, arkitektur eller billedkunst.
Man kan selvfølgelig indvende, at de der vil være kunstnere, de skal nok blive det. Med eller uden en billedkunstnerisk grunduddannelse. Men hvis det er den måde, man tænker på BGK, så har man overset et meget væsentlig element i de kunstneriske grunduddannelser.

BGK er ikke blot med til at gøre unge mennesker bedre egnet til de kunstneriske kreative uddannelser. De kunstneriske grundkurser har et meget vigtigt alment sigte. At udvikle de billedkunstneriske talenter handler om mere end at lave nye billedkunstnere. Hele det visuelle område vil de kommende år få stigende betydning overalt i vores samfund. Tænk på hvor meget af din kommunikation, der er båret af billeder i dag. Digitale brugerflader, ikoner, videoer. Billedproduktioner i alle afskygninger hører til vores fælles kommunikation og er en meget stor del af vores vidensformidling. Med globaliseringens hastige udvikling bliver det givetvis meget meget mere de kommende år. Som eksempel på, hvordan det område udvikler sig, er det påfaldende, at den vigtigste måde at udbrede viden på i mange afrikanske lande er at lave små tekstløse videoer til smartphones.

Så de billedkunstneriske grunduddannelser handler ikke kun om kommende kunstnere. Det handler om højt kvalificeret visuelt kunstnerisk ungdomsundervisning, der kan gøre unge klar – ikke blot til de kunstneriske kreative uddannelser, men til livet i en visuelt kommunikerende global verden.

Det er trist for billedkunsten, at den ikke er blevet tilgodeset i kulturaftalen. Men det er også trist for Aarhus. Hvis vi vil noget med hele det kunstneriske område, så er billedkunsten uomgængelig. For at vende tilbage til mine erfaringer fra 80’ernes kulturelle Aarhus, så var den tids store kunstneriske satsninger kendetegnet ved samspillet mellem de kunstneriske genrer. Og billedkunsten var ofte en vigtig kunstnerisk grundforskning i mange af de mere spektakulære og udadvendte projekter.

Jeg håber, at der er tid endnu, til at prioritere billedkunsten i den kommunale kulturpolitik. Jeg hører kulturpolitikkere, der håber på, at de kommende budgetforhandlinger giver nye muligheder. Hvis de gør, er vi en del der håber på, at det kan komme de billedkunstneriske område og dermed Aarhus til gavn og glæde.
KILDE >> esbenkullberg.blogspot.dk
Følg Esben på>> facebook

Vil du bygge en hjemmeside

Skal du bruge en professionel email-adresse? Billigt webhotel perfekt til at starte en blog eller en hjemmeside på Surftown.

Seneste nyt fra Lokalavisen Aarhus

Avisen.dk - Nyheder fra LO og LO-fagforbund

Avisen.dk

TV 2 - alle nyheder

Elektronik

Version2